Særlige ønsker
Man kan på forhånd have aftalt, hvem man gerne vil have skal være hos én, når det er ved at være tid til det sidste farvel.
Måske sætter man pris på noget særlig musik, som man gerne vil have skal følge én de sidste timer; måske vil man have levende lys tændt. Også disse ønsker kan man bede personalet om at huske at tage sig af.
Når døden er indtrådt
Nogle familier ønsker at tilbringe de allersidste timer sammen alene men vil måske gerne have, at flere får besked, når døden er indtruffet. Man kan aftale med personalet, at de skal ringe til udvalgte, som man ønsker skal vide besked.
Når man er død, sørger sygeplejersken for, at man bliver gjort i stand, måske med en blomst, en tegning eller et billede. Hvis der er nogen af de pårørende, som gerne vil være med til dette, er de meget velkomne til det.
Måske er der noget særligt tøj, man helst vil have på; det er godt at have det i skabet her, så omsorgen for det hele kan blive udført på én gang og der derefter er fred omkring én.
I foyeren tænder vi et lys for den afdøde. De pårørende kan tænde lyset, hvis de har lyst til det. Sammen med lyset står der et lille skilt med navn og dødsdato. På denne måde markerer vi og mindes den afdøde. Dette lys står tændt, indtil afdøde afhentes på hospice. Den afdøde har mulighed for at blive på Hospice op til et døgn efter dødsfaldet.
Afskeden på Hospice Vendsyssel
Har du og dine pårørende ikke aftalt nærmere, følger vi nedenstående retningslinjer:
Vi tænder lys på stuen og lægger en smuk hvid dug på sengebordet. Her sætter vi gerne blomster og billeder, som har haft betydning for den afdøde. Vi vælger rent, behageligt tøj fra skabet. Vi står til rådighed, hvis familien ønsker hjælp til en lille højtidelig samling om den afdøde til allersidst.
Udsyngning
Er en lille ceremoni, hvor de efterladte afslutter tiden her og takker deres kære ved at synge en salme, læse et vers, bede en bøn eller andet, evt. med deltagelse af personale og hjælp fra en bedemand. Tal med din sygeplejerske om mulighederne.
Begravelsen
Nogen er glade for selv at have aftalt, hvordan og hvor deres begravelse skal være. Andre lader det være op til familien. Aftal gerne med en af dine sygeplejersker, hvis noget er særligt vigtigt for dig.