Forfatter: adminittp

Jeg stiftede bekendtskab med NADA i forbindelse med behandling af angst og stress efter et overfald på mit arbejde.

Jeg turde ikke gå på gaden, og hjemme levede jeg i en periode bag lukkede og låste døre og vinduer.

Jeg blev tilbudt NADA for at forsøge at kunne kontrollere især min angst.

Efter et antal behandlinger, turde jeg igen færdes på gaden uden hele tiden at kikke mig over skulderen. Hjemme blev gardinerne igen trukket fra, og lyset kunne igen strømme ind i mit liv, både fysisk og mentalt.

Har en veninde, som kunne supplere med Nada, hvis jeg havde perioder, hvor angsten igen meldte sig.

Da jeg på grund af kræft i lever blev meget dårlig, kom min angst, tankemylder og søvnproblemer tilbage med fuld kraft. Jeg blev tilbudt et ophold på Hospice Vendsyssel. Her fik jeg blandt mange andre gode tilbud, tilbudt NADA.

Jeg fik NADA næsten hver dag i den periode, hvor jeg var indskrevet på Hospice. Dette gjorde, at jeg fik overblik og ro i sindet til, at kunne finde overblikket til at kunne træffe de svære beslutninger der var nødvendige for mig. Hjælp til at finde accept, at give slip og blive afklaret omkring mit liv og død.

Ligeledes gav det mig ro til at kunne sove om natten, i stedet for at bruge natten på tankemylder. Jeg vågner op om morgenen med energi til de ting, der nu betyder meget for mig.

Nada har været en kæmpe hjælp for mig i forhold til at kunne finde og bevare roen i min hverdag, der selvfølgelig er påvirket af svær sygdom. Samtidig sørger Nada for, at jeg får min søvn, så jeg får energi til at gøre de ting, som jeg har lyst og mulighed for.

Dette spørgsmål blev en morgen stillet til den fælles morgenkaffe, hvilket satte nogle refleksioner i gang.

Noget af det første jeg kom til at tænke på, var at jeg som studerende her på Hospice Vendsyssel lærer om værdien af omsorgen. I den forbindelse vil jeg gerne starte med at fortælle en historie, der tydeliggør den betydning omsorg har for mennesker.

Jeg vil gerne starte med en god historie fra plejen. Den handler om den dag Bent (anonymiseret) ankom til Hospice Vendsyssel. Bent havde forinden været i et længerevarende forløb på sygehuset for at behandle sin cancer diagnose. Bent havde et halvt år forinden fået den hårde besked og siden var det gået stille og roligt ned af bakke. Der var i dagligdagen flere og flere ting Bent ikke længere var i stand til at gøre, og Bent sad nu i kørestol.

Dagen hvor Bent ankom til Hospice, var der højt solskinsvejr og der var rigtigt forår i luften. Bent blev spurgt om han havde lyst til en kop kaffe. Bent tøvede og svarerede, at han ikke længere drak kaffe, da han var vant til, at når han drak kaffe, så røg han en cigaret eller to, og dette havde været for besværligt under indlæggelse på hospitalet. Som studerende tilbyder jeg Bent, om ikke han kunne have lyst til at sidde ude på terrassen og drikke sin kaffe. Bent får sin jakke på, et tæppe over benene og så er han klar. Jeg satte mig ved siden af ham og vi snakkede om, hvordan den sidste tid var gået med at være indlagt på sygehuset. Efter kort tids samtale blev Bent berørt og han fortalte at det var længe siden, at der var nogen der havde hørt til, hvordan han havde det, og han var glad  for, at det nu var muligt at ryge og drikke kaffe, som han plejede at gøre.

Dette leder mig videre til, at jeg som sygeplejerskestuderende får mulighed for at hjælpe mennesker, der befinder sig i en svær situation. Samtidig kan omsorgen også ligge i at gøre de små ting, som kan have en stor betydning for den enkelte patient. Noget af det der kendetegner et praktikforløb på Hospice Vendsyssel, er at der er rum og tid. Det smitter af på kvaliteten af praktikforløbet, hvor der ofte er tid til de små refleksioner, når man står i den svære situation og samtale.

Som studerende på Hospice Vendsyssel får jeg blandt andet lov til at stå lige der, hvor det gør allermest ondt, når vi mennesker mister en vi elsker. Det har gjort stort indtryk på mig, hvor vigtig omsorgen er i den sidste tid. Det har en betydning, at jeg som studerende har mulighed for at tage den tid omsorg tager. Det er sjældent, at jeg som studerende blot har et enkelt gøremål hos patienten, for samtalen kan let komme til at handle om noget patienten, eller den pårørende har brug for at fortælle.

De rammer der er på Hospice Vendsyssel, har været medvirkende til, at jeg som sygeplejerskestuderende er blevet klædt på til at have det mod det kræver, at være lige dér hvor det gør ondt. En del af det at være studerende på Hospice, er at jeg kommer professionelt tæt på mennesker. Her ses det tydeligt hvor stor en betydning omsorg har for både patienten og dens pårørende. Som studerende får man lov til at være med i hele forløbet, fra at patienten ankommer til Hospice til afslutning af et forløb. Her kommer omsorgen til udtryk ved, at det altid tilstræbes at møde patienterne som det hele menneske de er. Hvor patienten ikke bliver reduceret til den diagnose, de måtte have. Den måde at møde mennesker på har haft en stor betydning for mig som studerende. Noget jeg gerne tager med mig videre. Noget af det jeg også tager med mig, er at det vigtigt som aldrig før at slå et slag for omsorgen. Jeg kan nu se den betydning den har for de patienter der modtager den, men at det også har en stor betydning at man studerende og kommende sygeplejerske har lært om værdien af omsorgen.

Hermed nogle af de refleksioner jeg har gjort mig om at være 6. semesterstuderende på Hospice Vendsyssel.

En stor støtteforening og mange frivillige bakker op om Hospice Vendsyssel og er med til at løse mange af de små praktiske opgaver i hverdagen, så personalet kan koncentrere sig om hovedopgaven at pleje patienterne.

Karen Haslund Andersen og Tenna Lis Sørensen har begge boet i Gærum og var med til det allerførste møde om muligheden for at skabe et hospice i Frederikshavn, som blev holdt på Gærum Skole. Samme aften meldte de sig ind i den nystiftede støtteforening, for de var slet ikke i tvivl om, at det var noget, de gerne ville. Og de blev frivillige fra den første dag, da Hospice Vendsyssel åbnede i 2008.

De frivillige på Hospice Vendsyssel deltager ikke i selve plejen af patienterne, men løser en række praktiske opgaver, især omkring måltiderne, hvor de har værtinderollen. Der er en frivillig på vagt til middag, om eftermiddagen og til aftensmaden alle årets dage. Med op mod 50 frivillige er der ofte rift om vagterne.

Nogle af de frivillige deltager også i vågetjenesten, hvor man tilbyder at være hos den døende, mens den pårørende får lidt søvn eller ordnet nødvendige ting som fx lægebesøg. Det kan både være på hospice og i hjemmet. Både Karen og Tenna har været vågekoner, men er det ikke længere. Karen er dog fortsat besøgsven for en tidligere patient, der nu er tilbage i eget hjem og har været det i halvandet år. Så har ægtefællen mulighed for at komme til gymnastik en gang om ugen.

En stor gruppe af støtteforeningens medlemmer har engageret sig i havegruppen, som sammen med pedellen passer og plejer de udendørs arealer samt det store drivhus. Her er Karen Haslund Andersen også med.

Gennem alle årene har Karen og Tenna haft en særlig opgave med at pynte til jul og påske. Det startede lidt tilfældigt, men så blev det en tradition, at netop de to stod for pyntningen. Nu har de dog givet julepyntningen fra sig – der skal jo også nye kræfter til.

Karen Haslund Andersen fortæller: ”De frivillige hjælper også til ved ”Café for efterladte”, som afholdes hver 14. dag. Her indbydes dem som har mistet en nærtstående på hospice til at være med i et fællesskab med andre i samme situation. Så har køkkenet bagt kage, og vi laver kaffe. I cafeen deltager en sygeplejerske og en frivillig. Cafeen er populær blandt de efterladte, som ofte har behov for at snakke.”

De frivillige står også for en ugentlig sangaften sammen med en lang række musikere fra landsdelen, som på skift medvirker frivilligt. Patienterne sætter pris på sangaftenerne, som de kan deltage i i spisestuen eller nyde gennem den åbne dør til deres stue, alt efter hvad kræfterne rækker til. Og så er der kaffe og te bagefter.

”Hospice Vendsyssel er et fantastisk sted at være – også som frivillig, og derfor er vi her endnu. Vi har fundet en god balance mellem, hvilke opgaver vi løser, og hvilke opgaver personalet tager sig af, og vi oplever at de professionelle sætter pris på vores indsats,” siger Tenna Lis Sørensen.

Det er med stolthed og glæde, jeg ser tilbage på Hospice Vendsyssel gennem de 15 år, det har eksisteret.

Der er igennem disse 15 år sket stor udvikling i samfundet, på hospitalerne, i behandlingen af sygdomme og der er kommet større fokus på palliation. Bedre behandling giver også større udfordringer til palliationen. Patienterne behandles med flere medikamenter og i mange tilfælde også eksperimenterende behandling. Det giver flere bivirkninger, patienterne lever længere og efterspørgslen på de palliative tilbud er stigende – ikke kun på hospice, men også på hospitalerne og i hjemmene.

Som institution kan det ikke undgås, at denne udvikling igennem tiden også præger os. Udbuddet af kurser, temadage, seminarer og uddannelse indenfor palliation er blevet større og bredere. Der er kommet en stor bevidsthed om den forskel det gør at arbejde netop inden for det specialiserede palliative felt.

Der dannes nationale netværksgrupper, som arbejder med bestemte temaer indenfor palliationen.

Det er vigtigt at diskutere og lytte til hinandens faglighed, at lære nyt og give erfaringer videre. Derfor prioriteres det fra ledelsen på Hospice Vendsyssel højt, at personalet bliver givet muligheder for at deltage i de tilbud, som der er på både lokalt, regionalt og nationalt plan. Viden gives videre og viden bringes hjem og bidrager til at Hospice Vendsyssel fortsat er et dynamisk hus i udvikling og med høj faglighed.

Igennem årene som er gået, har mange sygeplejersker specialiseret sig i en bestemt retning – her nævner jeg en del af dem:

• Vi har sygeplejersker, som arbejder i den nationale gruppe om ”Børn og sorg”. Vores lokale gruppe har også arrangeret et 2-dages seminar for hele landet, som blev afholdt på Hospice Vendsyssel.
• Vi har 3 sygeplejersker, som er uddannede sorgvejledere. Disse sygeplejersker står i spidsen for det arbejde, som vi har med pårørende og efterladte ved bl.a. at invitere alle, som har mistet en nærtstående på Hospice Vendsyssel til café for efterladte og til en pårørendeaften, hvor der er fokus på det at være i sorg.
• Vi har 2 sygeplejersker som er uddannet i at varetage omsorgen for børn, som har mistet og skal miste. Disse 2 sygeplejersker er i gang med at udvikle et projekt, hvor skolelærere skal inviteres ind på hospice, hvor de igennem dialog og undervisning får mulighed for at blive bedre rustet i forhold til at møde børn i sorg.
• Desuden har vi flere sygeplejersker som tager ud og underviser lokalt og på den måde videregiver af deres store viden til andre faggrupper, som også arbejder med palliation.

Jeg selv er så privilegeret, at få lov til at sidde i flere arbejdsgrupper, som arbejder med udvikling både på nationalt og mere lokalt plan:

• Nationalt råd. Her arbejder vi med at få sygeplejerskernes indsats på det specialiserede palliative felt fagområdegodkendt. Jeg er med i dette arbejde sammen med 6 andre sygeplejersker fra forskellige hospice/palliative teams/palliative sengeafdelinger rundt om i landet. Vi arbejder på en national standardisering og vejleder om målrettede uddannelsesmuligheder for at den enkelte sygeplejerske kan blive fagområdegodkendt. Desuden arbejder vi med videreuddannelse indenfor palliation i Danmark
• På VIA (videreuddannelsesinstitution i Midtjylland) sidder jeg i en gruppe, som arbejder med videreuddannelse indenfor palliation på specialiseret niveau. Det er lykkedes gruppen i samarbejde med VIA at få oprettet 2 diplommoduler indenfor specialiseret palliation. Og der bliver nu arbejdet på, at få et tredje op at stå.
• Ikke blot er det vigtigt, at vi som institution udvikler os fagligt internt, det er også en stor del af vores forpligtelse dels at udbrede viden om hospice og palliation, men også at undervise både fagpersonale og den almene borger i det, som sker i den sidste tid.
  Jeg sidder med i en national gruppe sammen med 4 andre sygeplejersker fra andre hospices, hvor vi er ved at lave et kursusprogram i forhold til hvordan man som medmenneske kan hjælpe familie/nærtstående i den sidste tid. Altså et kursus, som er tiltænkt den almene borger

Gevinsten ved at både personale og ledelse er deltagende i læring, uddannelse og udvikling er ikke blot at Hospice Vendsyssel som institution bliver en arbejdsplads i udvikling, men meget mere vigtigt: Den enkelte medarbejders tilgang til plejen og den palliative behandling er blevet langt mere struktureret, velovervejet og fagligt velfunderet end tidligere. Og denne viden kan der øses af – også udenfor hospices vægge.

At arbejde med faglig udvikling på mange måder, er spændende. Men udvikling er ikke kun at stræbe efter nye, store idéer og projekter. Udvikling er også at gribe den idé, som et personalemedlem spontant kommer med i vagtstuen – den idé, som kan gøre dagen i dag ekstra god for patienten.

Det er også at standse op og dvæle ved det gode og ved de udviklede initiativer, som allerede eksisterer på Hospice Vendsyssel. At se og huske hvad de enkelte personalemedlemmer rummer og hvad vi sammen er gode til – og bane vej for at vi alle kan lykkes med det.

Jeg ser det som et stort privilegium dagligt at kunne samarbejde med så fagligt dygtige og engagerede medarbejdere og personligt vil jeg yde mit allerbedste for at Hospice Vendsyssel også fremover er et dynamisk hus med høj faglighed – til glæde for alle, ikke kun vores indlagte patienter og pårørende, men også med bidrag til det samfund, som omgiver os.

To af sygeplejerskerne på Hospice Vendsyssel har været med gennem alle 15 år. Det er Birte Møller Jensen og Elin Jakobsen. Det har været en dannelsesrejse både fagligt og menneskeligt. Et job, som kræver meget – og giver meget.

Både Birte og Elin havde lang erfaring som henholdsvis intensivsygeplejerske og hjemmesygeplejerske, da de for 15 år siden valgte at søge job på Hospice Vendsyssel. Det var et spring ud i noget forholdsvis nyt og en meget anderledes tankegang.

”Vi var næsten lidt forskrækkede, da vi skulle modtage den første patient, selv om vi havde masser af erfaring og en måneds intensiv træning forud for åbningen. Jeg skulle vænne mig til at være ved en seng igen og yde pleje. Men jeg kunne godt lide den tid og ro der var, til forskel fra den hektiske hverdag i hjemmeplejen,” siger Elin Jakobsen.

” Hospice var en ny tilgang til vores fag. Jeg skulle aflære en masse ting, såsom at måle blodtryk og vaske patienter på bestemte tidspunkter. Det var jo ikke det væsentlige her. Jeg skulle skifte fokus fra at helbrede til at lindre og pleje patienter, der netop er uhelbredelige,” siger Birte Møller Jensen og føjer til:

”Ret hurtigt fik Hospice Vendsyssel en stor donation på 1 mio. kr. Vores leder Birgitte Nielsens holdning var, at de mange penge bedst kom patienterne til gode, ved at blive brugt på uddannelse af personalet. Uddannelse har hele tiden været vægtet højt og de senere år, er der også blevet forsket meget i palliation, en viden som vi derved får adgang til og mulighed for at anvende i hverdagen.”

De to garvede sygeplejersker har gennem årene fået mange nye kolleger på Hospice Vendsyssel. De har videregivet deres erfaringer og samtidig modtaget nye ideer og viden fra de yngre kolleger. Det har været et godt samspil, hvor den røde tråd altid har været omsorgen for patienterne og de pårørende. Alle har arbejdet efter samme værdisæt, men på hver sin måde, alt efter hvilken person man er. Alle medarbejdere tager ejerskab til Hospice Vendsyssel. Det bringer personalet tættere sammen og giver et trygt arbejdsmiljø, hvor man også tør vise sine svagheder.

Læger og forskere udvikler hele tiden nye behandlingsmuligheder til patienter med livstruende sygdomme. Det er grundlæggende rigtig godt, men det kan også have en bagside ifølge hospice-sygeplejerskerne.

”De bedre behandlingsmuligheder giver ofte nogle lange, opslidende behandlingsforløb. Forløb som fortsætter mens patienterne er her, så de skal køres til undersøgelse og behandling flere gange om ugen. Det er nogle meget trætte patienter vi får, og mange af dem har desværre haft hårde oplevelser undervejs. Jeg savner lidt, at flere har modet til at tage samtalen om, hvad nu hvis den aktuelle behandling ikke virker. Den er svær, det erkender jeg, for der vil være et forventningspres fra både patienter og pårørende. Nogle klynger sig til håbet og andre vil ikke erkende situationens alvor. Men måske skal vi i den sidste fase af livet behandle de fysiske symptomer lidt mindre og i stedet lindre og hjælpe patienterne med de sjælelige problemstillinger, som mange kæmper med. Patienten kan derved få en god sidste tid med familien og endelig dø med fred i sindet,” siger Elin Jakobsen og Birte Møller Jensen.

Elin og Birte er enige om, at det har været 15 fantastiske år med Hospice Vendsyssel. Men det har også været hårdt ind imellem. Det tærer at være i sorgens og lidelsens rum. Man kan blive træt, og det skal tages alvorligt, ellers brænder man ud. Det er vigtigt at have et godt bagland, og så skal man, som en psykolog udtrykte det: ”Finde sin brakmark, hvor der absolut ingen ting sker”.

”Vi har fundet vores brakmark i naturen, hvor vi vandrer sammen og finder ro. Andre synger i kor eller laver andre ting, hvor tiden bliver underordnet og man får ro i sindet,” slutter Birte Møller Jensen og Elin Jakobsen.

Ernæringsassistenterne Dorte Sørensen og Inger Christophersen, har været med siden Hospice Vendsyssel blev oprettet i 2008. Det var utroligt spændende, at være med til at starte noget helt nyt og her 15 år senere, går de stadig glade og tilfredse på arbejde.

Begge husker tydeligt den første arbejdsdag på Hospice Vendsyssel den 1. marts 2008. Arbejdspladsen fandtes faktisk slet ikke endnu. Den var først ved at blive indrettet i en del af plejehjemmet Kastaniegården, og det betød, at hele personalet mødte ind i Abildgaard Kirke til en måneds introduktion.

Arbejdet gik i gang, og vores fælles mål var, at skabe nogle rammer, så vores hospice kunne blive et rigtig rart sted at være, for både patienter, pårørende og for os.

Vi var alle uvidende om, hvordan det hele skulle foregå. Det eneste vi var sikker på var, at vi skulle gøre det absolut bedste for vores patienter og deres familier.

Begge husker også den første usikkerhed ved, at skulle gå ind på stuerne for at tale med patienter og pårørende. Noget af det de i dag fremhæver, som en af de fornemste opgaver.

I dag ved de begge, hvor værdifuldt og altafgørende kontakten med patienter og pårørende er. Derfor prioriterer de hver eneste dag at gå ”køkkenstuegang”. Det vil sige, at de besøger alle stuer, sætter sig ned og taler med patienterne og spørger ind til, om der er noget de kunne have lyst til, eller noget de slet ikke har lyst til.

Her på Hospice laver vi mad til den enkelte. Der er Ikke noget der er for stort eller for småt, målet er at imødekomme patientens ønske på bedste måde. Nogle gange er det bare en sodavandsis, andre gange lokale retter såsom kogt torskehoved.

Ofte har vi nogle helt særlige snakke om livretter, om mad hjemmefra, som man husker med glæde. Det giver gode minder – og dem samler vi på.

Begge fortæller også hvordan en simpel snak om mad kan give anledning til de svære snakke på stuen, f.eks. når pårørende oplever, hvordan deres kære langsomt holder op med at spise.

På tavlen i køkkenet står:

”Man dør ikke fordi man holder op med at spise. Man holder op med at spise fordi man skal dø”

En sætning der i dag giver så meget mening når man arbejder i et køkken, hvor døden har en stor plads.

Begge giver udtryk for, at det er med stor ydmyghed og taknemmelighed, at de får lov at være omkring patienter og pårørende i sorg, og noget de ikke vil undvære.

Det er dagligt en stor fornøjelse, at vi har mulighed for at kunne tilbyde mad til vores pårørende (mod betaling). Vi har dagens menu, som består af en varm ret med salat og en dessert til middag, og til aften, kan vi tilbyde en fin anrettet platte med smørrebrød, ost, grønt og lidt sødt.

Det føles enormt tilfredsstillende, at vi kan ta` hånd om hele familien. Der findes også køleskab på stuerene, hvor man er velkommen til selv at have mad i.

Da Hospice Vendsyssel efter fem år fik mulighed for at flytte i nyopførte bygninger på Suderbovej, oplevede Dorte og Inger, at der var en høj grad af medbestemmelse til at indrette køkkenet. Lige fra de første streger på papiret, til vi flyttede ind. Derfor har vi i dag et rigtig dejligt køkken med gode arbejdsforhold.

Vi fik også en flot spisestue, der den dag i dag stadig danner skønne rammer for samvær omkring måltider, for dem der ønsker det. Varmepladen på buffeten er i dag langt større, end hele vores bordkapacitet var, da vi startede.

I dag kan vi lave en rigtig flot anretning af vores mad, så maden kan serveres og spises med øjnene. Det har stor betydning, også for mennesker med lille appetit.

Vi må aldrig underkende hvor vigtig maden er for os danskere.  MAD ER LIG MED HYGGE, selv i livets mest svære og meningsløse situationer, hvor vi må tage afsked med et menneske vi har kær.                                                                                                                    Der er så meget kærlighed og minder i mad, og derfor yder vi en stor indsats for at servere ”minde-mad”, dermed sagt tanker tilbage i eget liv.

Dorte og Inger fortæller også om, hvordan det kan påvirke én, at være så tæt på mennesker i sorg og hvordan det nogle gange rammer én lige i hjertet. Heldigvis er hele Hospice fyldt med gode kolleger på tværs af vores forskellige uddannelse og erfaring, som er her for hinanden. Både når livet gør ondt, og når vi bare griner sammen. Et fantastisk sted.

Vi har også supervision, som er en professionel samtale om dilemmaer og svære ting ved vores arbejde.

Begge udtrykker stor arbejdsglæde, selv når man bliver påvirket og det er vigtigt, for at kunne give vores patienter og pårørende det de har behov for.

Tænk at være så privilegeret i sit arbejdsliv, at få fem fantastiske år på et lille hyggeligt hospice med plads til fem familier, hvor vi begyndte som ægte pionerer og til i dag 15 år senere, hvor vi har udviklet os til at være super professionelle og højt specialiserede indenfor vores felt, og nu med plads til ni familier.

Så kan man da kun være glad i sit hjerte og i arbejdslivet, siger Dorte og Inger samstemmende.

I løbet af den sidste uge har jeg 2 gange, efter ønske fra de pårørende til en afdød, haft den glæde at spille ”What a wonderful world” mens en kiste kører ned af gangen på Hospice Vendsyssel.

Mens kisten kører, står personalet af respekt for den afdøde og de pårørende stille på gangen, indtil kisten er ude ved rustvognen.
”What a wonderful world”. En sang, som er en hyldest til livet – Kan man overhovedet spille og synge det, når et elsket menneske lige er død?
Kan man overhovedet spille og synge det, når hverdagen er præget af at livet tager sin afslutning og man til daglig arbejder med mennesker, som er i deres livs måske sværeste situation, fordi de mister én af deres nærmeste?

Ja det kan man!

Kan man vænne sig til at arbejde med døden hver eneste dag – og stadig gå på arbejde med glæde?

Ja, det kan man!

Med op til 130 dødsfald på Hospice Vendsyssel om året, så vænner man sig til døden, men den gør stadig et indtryk på os som personale.

Den måde man vænner sig til den på betyder, at vi er blevet bedre til at tale om den, til at være i det lidelsesfulderum med familiens sorg uden at gå i panik og miste vores faglighed.

Død, lidelse og sorg bliver aldrig en ligegyldig oplevelse, som vi er upåvirket af, men det gør et indtryk på os alle, hver gang et menneske forlader denne verden. Et indtryk, vi er meget ydmyge overfor og som vi med tiden bliver bedre til at rumme.
Hospicefilosofien, som hele vores tilgang til patienterne bygger på, er anerkendelsen af det enkelte menneske som unikt og idéen om at give den nødvendige støtte og hjælp, så patienten kan leve fuldt og helt til det sidste. Så en hverdag på hospice handler langt mere om liv end om død. Igennem tværfagligt samarbejde gør personalet dagligt en kæmpe indsats for at patientens sidste tid bliver en leveværdig tid og en tid med livskvalitet på trods af svære livsvilkår.
En sidste tid med livskvalitet behøver ikke at betyde, at hverdagen skal være fyldt med oplevelser eller indtryk. Oftest er det det enkleste og mest simple, gentagelserne og genkendeligheden, som giver livet værdi og indhold. Det kan være den langsomme opvågning til den kendte og dejlige udsigt, eller at det er den samme sygeplejerske som i går, der kommer og siger godmorgen.

På HV er der igennem de 15 år naturligvis sket udskiftning af personale og det bliver en mærkesag for det resterende personale at videregive erfaringer, viden og værdier til nyt personale – altid med den samme målsætning og altid med hospicefilosofien som fundament.
Alle nyansatte får tilknyttet 2 personlige mentorer de første måneder, men det er alles opgave at oplære nyt personale.

Tilgangen til indlagte patienter på et hospice, hvor de fleste lever den sidste tid af deres liv, adskiller sig på mange måder fra tilgangen til patienterne på et sygehus. På hospice handler det mere om at være med døden som et vilkår, at få mest muligt ud af den sidste tid, mere end det handler om at bevare livet.

F.eks. har vi lige haft en patient, som skulle til en statussamtale i kræftambulatoriet i forhold til fortsat behandling. Patienten kommer hjem med en melding om, at hun nok kan få nogle strålebehandlinger, som måske vil forlænge livet lidt og måske vil hjælpe på smerterne. Bagsiden af denne eventuelle behandling er, at hun temmelig sikkert vil få mange gener i form af kvalme, opkastninger, diareer og træthed.

Patienten beslutter sig i dette tilfælde for at sige nej til behandling. Her bliver det en vigtig opgave for sygeplejersken at støtte patienten i det valg – for måske kunne livet blive lidt længere – men hvordan vil kvaliteten af den sidste tid blive?

I kraft af medarbejdernes utrættelige rejse hver eneste dag med at værne om værdierne og målene for Hospice Vendsyssel, så ser jeg hver eneste dag grund til at sige ”What a wonderful world”.

Rejsen har foreløbig varet 15 år, men vi rejser ikke imod en ny destination.

Vi anstrenger os for altid at gøre det bedste og se nye muligheder – men fortsætter mod samme mål – det mål, som sikrer at vores patienter får det bedste, som vi kan give dem.

Den hospicefilosofi vi begyndte at arbejde ud fra i 2008, hvor Hospice Vendsyssel åbnede, den står stadig som målet og fundamentet for vores arbejde.